onsdag den 21. januar 2009

FRIHED




Nej nej, godt nok er det ikke mig i videoen, men det bliver det på fredag og en uge frem!

fredag den 16. januar 2009

Ny indledning

Som sagt er vi blevet lidt allergisk over for den indledning, det er næsten som om den er forbandet. Så faktisk har vi besluttet at springe over den, men lave en anden øvelse, som gerne skal sikre at vi er enige.

Øvelsen gik ud på at skrive et projektdesign, simpelthen skrive specialet fra start til slut -meget meget kort. Og det gjorde vi så. Og det var sjovt at opleve at vi gjorde det meget forskelligt, der kom vidt forskellige oplæg ud af det. Men ved nærmere kig på dem er de slet ikke så forskellige endda. Men lidt.

Derefter skrev vi hver en disposition, og de er også lidt forskellige men i essensen hen ad det samme. Men ikke helt. Jeg tror bare vi arbejder videre med noget indhold nu og dropper alt det her med indledninger og projektoverblik. Hvad skal man også med det...

torsdag den 15. januar 2009

Det der med motivationen

Jeg skrev lidt om min motivation for ikke så længe siden. Og jeg faldt efterfølgende over denne blogpost, som egenlig er nogle meget fine råd til at arbejde med sin motivation. Men det er en svær ting det med at motivere sig, for når man ikke er motiveret generelt mangler man vel også motivation til at motivere sig!

Bogen fra Amazon

Som sagt skrev jeg til Amazon for at brokke mig over den bog. Og jeg skrev at jeg havde skrevet noter i så jeg kan ikke bruge en ny til noget. Men de svarede tilbage samme dag og sagde at normalt ville de give en ny bog, men når jeg ikke ville det, kunne de give mig 15% af bogens pris tilbage. Og i øvrigt beklagede de meget.

15% er jo ikke særlig meget. Men jeg tager hatten af for hurtig kundeservice, de kunne jo bare have ignoreret mig. Så jeg tror bare jeg takker ja tak.

onsdag den 14. januar 2009

For fanden da

ja undskyld overskriften, men min nye fine bog (Health Promotion af Tones og Green), som vi i øvrigt anser som lidt af en bibel på sundhedsfremme planlægningsområdet er ved at gå i stykker!!

Den er 3 måneder gammel, kostede i nærheden af 500 kr (er købt på amazon). Jeg er så sur over det, den bog skulle have været sådan en man slår op i i de næste mange mange år. Sådan en man kunne låne ud til folk der virkelig er interesserede i sundhedsfremmeplanlægning. Sådan en man kigger kærligt på når man lige får øje på den der i bogreolen. Sådan en man finder frem og 2 år og mindes de mange timers læsning og kloge tanker med. Men det kan man jo for pokker ikke når siderne allerede nu er begyndt at falde ud. Eller det kan man vel godt, men det er bare ikke det samme når man skal fast i siderne så de ikke daler ned på gulvet i en stor bunke.

Og det værste af, at jeg har fyldt en masse noter ind i den, så jeg har jo ikke lyst til bare at få en ny.

Jeg har skrevet en sur mail til amazon. Det lyder i øvrigt underligt at være sur på engelsk.

tirsdag den 13. januar 2009

Vejledermøde

Så har vi været til vejledermøde… Og det gik egentlig godt. Men hold da op hvor er der bare meget at holde styr på, så mange vinkler og overvejelser, tungen skal holdes helt og aldeles lige i munden.

Men vi lavede lidt den fodfejl ikke at opdatere ham på hvor langt vi er, og hvilke overvejelser vi har gjort os. Altså sidst vi så ham var for 3(?) måneder siden, og der er jo sket vildt meget siden, men vi gav ham kun en 5 siders indledning denne gang. Vi gik ligesom bare ud fra, at han vidste hvor vi er, og hvilke overvejelser vi har haft. Men hvor skulle han vide det fra. Det skal vi huske til næste gang.

Jeg tror vi har besluttet at have to hoveddele i specialet:
-En der beskriver hvordan landet ligger og hvilke barrierer der er for at planlægge sundhedsfremmende strategier i sundhedscentrene. Denne del skal vi afgrænse ret kraftigt, for det der har betydning for arbejdet i centrene kan jo være alt fra national politik, samfundsstruktur og økonomi til sundhedsopfattelser og professioners magtkampe. Og alt det skal vi beskrive sådan forholdsvis kort –kort i forhold til hvor meget det kunne fylde.
-Den anden del i specialet skal så være mere normativ, vi vil hen i mod hvordan det ideelle sundhedsfremmende sundhedscenter ville se ud. Og det skal vi finde ud af ud fra vores egen ”oversættelse” af sundhedsfremmeteori og så diverse best case beskrivelser. Her kunne vi vælge at noget egentlig aktionsforskning eller anticipatory research, men vi kunne også trække på beskrivelser af andres projekter på dette område, hvilket vi nok ender med at gøre.

Hmm ja, og så skal vi bare have skrevet den indledning igen. Måske er det dumt at blive hængende i indledningen, måske skulle vi bare fortsætte med noget andet. Jeg tænker bare, at så længe vi ikke kan skrive en indledning, som vi begge mener er et nogenlunde udkast, der kan forklare vores speciale, så er vi ikke enige. Og så er vi nødt til at tænke og diskutere videre...

mandag den 12. januar 2009

Hvordan kan det være så svært

Som Charlotte skriver har vi svært ved fokuseringen i specialet. Den forbandede indledning har vi skrevet om mindst 20 gange, og den er der bare ikke.

Og jeg undrer mig, for jeg synes vi har en rimelig klar ide om, hvad vi vil med specialet: De nye kommunale sundhedscentre rummer store potentialer for at nytænke folkesundhedsarbejdet. Her er mulighed for at komme ud over det etablerede sundhedsvæsens kant og arbejde ægte tværfagligt med sundhed. Her er mulighed for at planlægge indsatser således, at man tager både individets og samfundet ansvar alvorligt. Med andre ord skal man forsøge at på virke den enkeltes adfærd med læring, men samtidig arbejde med de vilkår og den struktur den enkelte er underlagt.

Men sådan arbejder sundhedscentrene ikke, faktisk ser det ud til at de i høj grad tænker rent forebyggende og er solidt funderede i den medicinske diskurs. Men sundhed er jo langt mere end fravær af sygdom!

Og hvad er det så for nogle vilkår der gør at sundhedscentrene ikke arbejder sundhedsfremmende? Fra politik og økonomiske rammer til kultur og diskurser.

Og endelig hvordan ville det ideelle sundhedscenter se ud?

Se det er vores speciale, men ideen er ikke klar og fokuseret nok til at vi kan skrive en indledning. Det er da utroligt.

lavtravende motivation

Jeg synes også det trækker lidt tænder ud i denne tid. Der er stadig meget lang tid til vi skal aflevere (9. sep), og min motivation er ikke så højtravende lige nu…

Derfor har jeg opstillet nogle arbejdsdisciplinregler for mig selv:
- Arbejdsdagen er fra 9-15 (de fleste dage…)
- Max en hjemmearbejdsdag om ugen (de er bare ikke særlig effektive i denne tid)
- De resterende dage skal jeg læse på CBS / specialekursus / gruppemøde
- Deltagelse i alle specialekurser –både på sundhedsfremme og virksomhedsstudier


OG FINDE ET STUDIEJOB DER KAN VÆRE RELEVANT FOR SPECIALET... En del lettere sagt en gjort skulle jeg hilse og sige.

Specialets kerne - Januar 2009

Så er vi tilbage efter en dejlig juleferie.

Den største udfordring lige nu er, at få vores fokusering til at være lige i skabet! Men det er åbenbart lettere sagt end gjort. Vi er blevet bevidste om, at vi tidligere har haft meget fokus på forståelsen og definitionen af sundhedsfremme, men er nu klar over at det ikke er specialets kerne. Derfor prøver vi nu at få vores fokusering om de kommunale sundhedscentres sundhedsstrategier ned på papiret og det trækker lidt tænder lige nu synes jeg. Men vi arbejder hårdt på det og skal til vejledning i morgen med John Andersen, så det bliver spændende...